Spring til indhold (tryk på Enter)
Viborg

Røde Kors’ indsamlere trodsede vind og vejr

Søndag den 5. oktober deltog Røde Kors Viborg i den landsdækkende Røde Kors-indsamling, hvor der i alt blev samlet 14 millioner kroner ind på landsplan. I Viborg og omegn bidrog borgere med i alt 69.187 kroner til arbejdet for mennesker i nød.

Den frivillige aktivitetsleder i Røde Kors Viborg, Deborah Muga Strandet og resten af holdet har de seneste mange uger arbejdet med at hverve indsamlere. Det er sket blandt andet ved besøg på byens gymnasier, til fodboldkampe og opsøgende opkald. Men silende efterårsregn og blæst på indsamlingsdagen satte desværre sit præg på deltagerantallet.

”Vi er meget taknemmelige for alle de fantastiske mennesker, der trodsede vejret og brugte deres søndag på at gå en tur for Røde Kors,” siger Deborah Muga. ”Hver en mønt, mobilbetaling og online indsamlingskampagne tæller, og vi håber, at endnu flere næste år vil have lyst til at bruge 2-3 timer på at samle ind til humanitære formål – både herhjemme og ude i verden.”

Tilmeldingen til næste års Røde Kors Landsindsamling i 2026 er allerede åben, så der er mulighed for at tage forskud på nytårsforsættet og tilmelde sig til at gå en tur med indsamlingsbøtten næste år.