En lun søndag i oktober dannede Viborg Idrætshøjskole rammen om en aktivitetsdag for ukrainske børn og deres forældre, arrangeret i samarbejde med Røde Kors Viborg. Omkring 50 deltagere deltog i en dag fyldt med bevægelse, leg og fællesskab.
Formiddagen bød på sjov og ballade i idrætshallen, hvor Idrætshøjskolens elever stod for aktiviteterne. De større børn fik mulighed for at prøve kræfter med klatrevæggen, mens de yngre deltog i lege og boldspil. Efter frokost fortsatte programmet, hvor Glad Dans Viborg kom forbi med spillemænd og folkedansere. Her blev både børn og voksne inviteret med på dansegulvet, og dagen sluttede med fællessang.
Arrangementet var en del af Røde Kors Viborgs lokale indsats for at skabe meningsfulde oplevelser og fællesskaber for børn og familier med ukrainsk baggrund. Siden krigens begyndelse har mange ukrainere fundet midlertidigt hjem i Viborg og omegn, og Røde Kors Viborg har i samarbejde med frivillige og lokale institutioner arbejdet for at styrke deres netværk og trivsel på forskellige måder.
Røde Kors er til stede både lokalt og internationalt. Globalt yder organisationen nødhjælp i krigs- og katastrofeområder, mens det lokale arbejde i Viborg fokuserer på at støtte mennesker i sårbare situationer – uanset baggrund. Det kan være gennem sociale aktiviteter, besøgstjenester, integrationsprojekter eller initiativer som denne aktivitetsdag, hvor børn og voksne mødes omkring bevægelse, læring og samvær.
Tak til Viborg Idrætshøjskole og Glad Dans Viborg for samarbejdet og til de mange frivillige, der gjorde dagen mulig.



Ansøg om Røde Kors Julehjælp 2025
Røde Kors Viborg uddeler julehjælp til økonomisk trængte børnefamilier med børn under 18 år, der er bosiddende i postnumrene: 8800, 8830, 8831 og 8832.
Julehjælpen uddeles til de ansøgere, der har det største behov, og julehjælpen er tiltænkt udsatte børnefamilier. For at hjælpe flest mulige ansøgere vil fordelingen af julehjælpen basere sig på kriterier som f.eks. familiens størrelse, situation og børnenes alder.
Sådan ansøger du
Du ansøger ved at udfylde et elektronisk ansøgningsskema, som du finder på www.rødekors.dk/julehjælp
Der kan kun indsendes én ansøgning pr. adresse.
Ansøgningsperiode
Der kan ansøges i perioden fra den 3. november 2025 til den 21. november 2025.
Du får direkte besked
Der vil blive givet besked til alle godkendte ansøgere i starten af uge 49.
Uddeling af Julehjælp
Julehjælpen uddeles i løbet af uge 50 + 51, hvor nærmere information omkring udlevering vil blive modtaget på mail.
Vi håber naturligvis, at vi kan uddele julehjælp til alle trængte.
De bedste hilsner
Røde Kors Viborg
Røde Kors mangler frivillige til aktiviteten Samværdighed
Røde Kors-afdelingen i Viborg Kommune søger frivillige til aktiviteten Samværdighed, som har til formål at bekæmpe ensomhed og støtte mennesker med psykisk sårbarhed.
I Viborg Kommune er der et behov for støtte til borgere med psykiske udfordringer, især når det kommer til socialt samvær. Aktiviteten mangler flere frivillige samværsvenner, som har lyst til at gøre en forskel for andre i deres lokalområde.
”Ensomhed er en stor faktor i mistrivsel i Danmark, og hvis det er muligt at kunne bidrage til at bekæmpe ensomhed i og omkring Viborg, så er det noget, som jeg synes er værd at bruge min tid på. Vores deltagere har nævnt, at de har manglet et tilbud, hvor man kan henvende sig, når man har en psykisk diagnose, fordi andre tilbud har afvist dem på baggrund af det,” siger Joan Frederiksen, der sammen med Armando Nganga er aktivitetsleder for Samværdighed i Viborg.
Flere deltagere har allerede henvendt sig omkring muligheden for at få en frivillig samværsven, og der er derfor behov for flere frivillige i Røde Kors afdelingen i Viborg Kommune.
”Håbet er selvfølgelig, at vi kan få nogle deltagere i bedre trivsel. At vi kan være med til at skabe noget glæde og indhold i deres liv, som de måske før har manglet. Derudover håber jeg, at vi kan udbrede noget kendskab til psykiske diagnoser og sårbarheder og vise, at man stadig har noget godt at bidrage med i relationer på trods af sine udfordringer,” siger Joan Frederiksen.
Bliv frivillig og gør en forskel
Som samværsven hos Røde Kors kan man forvente at skulle bruge 4-6 timer om måneden, men forskellen er stor for den, man støtter. Det kræver ikke store ambitioner eller særlige forudsætninger at blive samværsven.
Det handler om små hverdagsaktiviteter som at drikke en kop kaffe, gå en tur eller tage i fitnesscenter sammen. Det vigtigste er nærvær og samvær – at være til stede for et andet menneske, som har brug for selskab.
Røde Kors tilbyder kurser og et stærkt netværk af frivillige og aktivitetsledere, så man som frivillig altid kan få støtte og sparring undervejs. Der er samtidig stor fleksibilitet i forhold til, hvordan og hvornår man afsætter sine timer.
”Vi er disponible på telefonen ift. at støtte op om relationerne. Når aktiviteten kommer godt op at køre, vil vi også afholde fysiske møder for alle vores frivillige, hvor de kan mødes og sparre med hinanden. Derudover er der flere arrangementer i Viborg afdelingen, hvor frivillige fra alle aktiviteter mødes til hyggeligt samvær – udflugter, julefrokost m.m.,” siger Joan Frederiksen.
Gør en forskel i dit lokalområde og vær medmenneske for en anden
Har du lyst til at blive frivillig samværsven og gøre en forskel for mennesker med psykisk sårbarhed, så kontakt din lokale Røde Kors-afdeling i Viborg Kommune. Din indsats kan skabe stor glæde og hjælpe med at bekæmpe ensomhed i dit lokalområde.
Røde Kors’ indsamlere trodsede vind og vejr
Søndag den 5. oktober deltog Røde Kors Viborg i den landsdækkende Røde Kors-indsamling, hvor der i alt blev samlet 14 millioner kroner ind på landsplan. I Viborg og omegn bidrog borgere med i alt 69.187 kroner til arbejdet for mennesker i nød.
Den frivillige aktivitetsleder i Røde Kors Viborg, Deborah Muga Strandet og resten af holdet har de seneste mange uger arbejdet med at hverve indsamlere. Det er sket blandt andet ved besøg på byens gymnasier, til fodboldkampe og opsøgende opkald. Men silende efterårsregn og blæst på indsamlingsdagen satte desværre sit præg på deltagerantallet.
”Vi er meget taknemmelige for alle de fantastiske mennesker, der trodsede vejret og brugte deres søndag på at gå en tur for Røde Kors,” siger Deborah Muga. ”Hver en mønt, mobilbetaling og online indsamlingskampagne tæller, og vi håber, at endnu flere næste år vil have lyst til at bruge 2-3 timer på at samle ind til humanitære formål – både herhjemme og ude i verden.”
Tilmeldingen til næste års Røde Kors Landsindsamling i 2026 er allerede åben, så der er mulighed for at tage forskud på nytårsforsættet og tilmelde sig til at gå en tur med indsamlingsbøtten næste år.
Generalforsamling i Røde Kors Viborg 2025
Vi har netop afholdt vores årlige generalforsamling, hvor frivillige og medlemmer samledes til en aften med spændende oplæg, fællesskab og vigtige beslutninger for det kommende år. Læs med og få et indblik i aftenen, vores planer og hvordan vi sammen gør en forskel!
Endnu et år med stærkt frivilligt engagement!
Røde Kors Viborg har igen haft et år fyldt med vigtige indsatser – både lokalt, nationalt og internationalt. Ved årets generalforsamling samlede vi vores frivillige, medlemmer og bestyrelse til en inspirerende aften, hvor vi både så tilbage på årets arbejde og drøftede fremtiden.
Aftenen blev indledt med hyggeligt samvær over en lækker servering af smørrebrød, inden vi gik i gang med dagsordenen.
Højdepunkter fra generalforsamlingen
Formandens beretning og det kommende års fokus
Bestyrelsesformand Kirsten Holmgaard gav en grundig gennemgang af det forgangne år, hvor vi har oplevet stor opbakning fra vores frivillige og medlemmer. Hun præsenterede også de kommende fokuspunkter, hvor vi blandt andet vil styrke vores sociale indsatser, udvikle vores aktiviteter og sikre et endnu stærkere beredskab.
Gennemgang af regnskab og valg til bestyrelsen
Generalforsamlingen bød også på en gennemgang af årets regnskab og en demokratisk proces, hvor medlemmerne stemte om bestyrelsesposter. Det er fantastisk at opleve den store interesse for at bidrage aktivt til foreningens udvikling.
Inspirerende oplæg om beredskabsarbejde
Aftenens særlige gæst var Gitte Frydensbjerg, udviklingskonsulent i Røde Kors, som gav et spændende oplæg om beredskabsarbejdet i Danmark. Hun fortalte om Røde Kors’ vigtige rolle i at støtte myndighederne under kriser og katastrofer og fremhævede, hvordan frivillige spiller en central rolle i denne indsats – både nationalt og lokalt i Viborg.
Tak for opbakningen – og læs mere i vores årsberetning
Vi vil gerne rette en stor tak til alle, der deltog i generalforsamlingen, og ikke mindst til de mange frivillige, der hver dag gør en forskel i Røde Kors Viborg. Jeres engagement er afgørende for, at vi kan fortsætte vores arbejde med at hjælpe dem, der har allermest brug for det.
Vil du dykke ned i detaljerne om årets aktiviteter og resultater? Vores årsberetning kan læses her:
https://viborg.rodekors.dk/for-de-frivllige/generalforsamling/
Sammen gør vi en forskel!
Alle børnefamilier og enlige skal have en god jul
Sådan lyder hovedbudskabet bag en ny fælles indsats, der er startet i et samarbejde mellem fem, heriblandt Røde Kors Viborg, lokalforankrede humanitære organisationer.
De fem organisationer; Kirkens Korshær, Fristedet, Kirkernes Sociale Arbejde, Fonden Det Nytter og Røde Kors Viborg, er gået sammen med Viborg Stifts Folkeblad om at samle penge sammen til juleaftensarrangementer og julehjælp.
Indsamlingen blev præsenteret torsdag den 30. november ved en reception, hvor de fem organisationer fremlagde idéen til indsamlingen, og samtidig præsenterede nødvendigheden af netop julehjælpen. Hvert år er der børnefamilier, der ikke har midlerne til at give familien en jul, som vi kender den med mad og gaver. Hvert år er der enlige, der mærker ensomheden ekstra meget i julen, og hvis eneste ønske er at dele julen med nogen.
Med til receptionen var også Henrik Hansen, Direktør hos Business Viborg. Henrik Hansen lovede, at de hos Business Viborg vil opfordre det lokale erhvervsliv til at donere penge til projektet. Business Viborg gav selv de første 20.000 kr til initiativet.
Viborg Stifts Folkeblad var repræsenteret ved Chefredaktør Lars Norup. Avisen vil som lokalmedie bidrage til indsamlingen med oplysning og opmærksomhed om projektet. Foruden mediedækning vil Viborg Stifts Folkeblad starte en auktion, hvor det er muligt at byde på et billede, skabt af den lokale kunstner Johannes Bech. Pengene fra auktionen vil gå til den fælles indsamling.
Målet for indsamlingen er 600.000 kr. – ingen bidrag er for store eller små. Kunne du have lyst til at støtte initiativet, så er det muligt at støtte via MobilePay: 214730 eller via kontooverførsel 9255-9037817284.
Røde Kors Viborg efterlyser vinduer, træ og andre byggematerialer
Onsdag i uge 8 slår Røde Kors Viborg dørene op for indlevering af overskuds- og brugte byggematerialer til sin kommende nye Byggegenbrug. Lageret skal fyldes op, så man snart kan invitere til officiel åbning af den nye butik. Her er det målet, at både håndværkere og gør-det-selv entusiaster skal kunne finde materialer som døre, vinduer, træplanker, søm, fliser, tagrender og lignende til en god pris. Derfor efterlyser Røde Kors Byggegenbrug allerede nu donationer af brugbare materialer fra både virksomheder og private.
En bæredygtig butik med et socialt formål
Hos Røde Kors Viborg vil man gerne være med til at understøtte en bæredygtig fremtid gennem at sikre solide materialer bliver genbrugt i stedet for at de bliver kørt til stort og småt brændbart på Revas eller står i hjørnet af et haveskur og samler støv.
”Vi synes det er vigtigt, at vi alle spiller en aktiv rolle i at tænke mere bæredygtigt. Og at genbruge de materialer og produkter, som allerede er blevet produceret, ligger jo lige til højrebenet. Ved at genbruge og købe brugt, kan både virksomheder og privatpersoner være med til at reducere ressourceforbrug og mindske klimabelastningen. Vi blev meget inspireret af, at der i andre byer også er blevet etableret Røde Kors Byggegenbrugsbutikker. Sådan en vil vi også have i Viborg”, fortæller Mogens Larsen, frivillig hos Byggegenbrugsteamet.
Udover Viborg findes der lignende butikker i Ringkøbing, Odense og Hinnerup.
Alle medarbejdere i butikken vil være ulønnede frivillige, og indtægterne går til sociale formål både lokalt, nationalt og internationalt.
Indlever byggematerialer – eller få dem afhentet
Ingen butik uden varer; selvfølgelig. Derfor indsamler de frivillig allerede nu materialer – og ingen donation er for lille. Lageret kan bruge alt fra små og store træplanker, søm, skruer og værktøj til håndvaske, fliser, maling, vinduer og døre.
Den nye byggegenbrug kan modtage materialer fra onsdag i uge 8. De frivillige tilbyder også afhentning af større mængder og ting efter nærmere aftale.
Der åbnes for aflevering af materiale onsdag, torsdag og fredag kl. 13.00-17.00 på adressen Farvervej 23B, 8800 Viborg.
Såfremt man ønsker aflevering uden for denne åbningstid, kan man kontakte Preben Christiansen, tlf. 71 72 35 49 eller Steen Møller Henriksen, tlf. 20 83 48 26.
Desuden kan der aftales evt. afhentning.